Få andre poprockbands har som danske Johnny Deluxe formået at komponere hits man ikke kan lade være med at synge med på og danse til, når ”Elskovspony”, ”Drømmer jeg”, ”Vi vil have mer’” og ”Drenge som mig” strømmer ud af højttaleren.
Bandet opnåede i starten af 00’erne så stor succes med deres radiovenlige sange om kærlighed og længsel og alt derimellem, at det bl.a. indbragte dem en guldplade for deres debutplade ”Johnny Deluxe” samt kåring som Årets Nye Danske Navn ved Zulu Awards i 2004.
Igennem mere end 20 år har Tirolerband Aalburg spillet op til fest med en skøn blanding af original, stemningsfuld tyrolermusik og de mest elskede schlager-hits.
Der er ikke det halbal, den firmafest eller festival, der ikke har fået et musikalsk trut i tyrolerskørtet af de gæve aalborgensere, der givetvis føler de til daglig bor 1000 kilometer for nordligt for alperne. Nu kommer turen ligesom i 2021 igen til Forum, så alle kan slippe deres indre tyroler fri til ”Ein Prosit”, ”Fliegerlied” og ”Anton aus Tirol”. Højt skum på fadøllen - bund eller resten i tubaen!
Tyske ItaloBrothers brød for alvor igennem i 2009 med hittet ”Stamp on the Ground” og vandt særligt mange hjerter i Skandinavien, hvor singlen bl.a. opnåede guldstatus for salg, og i dag har mere end 110 millioner visninger på verdensplan.
Op gennem 10’erne opnåede ItaloBrothers stor kommerciel succes i det meste af Europa med "My Life Is a Party", "This Is Nightlife" og "Summer Air". ItaloBrothers deler dansemusikalsk slægtskab med Gigi D’Agostino, Prezioso, Floorfilla og sågar Scooter, så der venter publikum en festlig flænsende bastung oplevelse.
Hér er ikke bare tale om én af de genredefinerende 90’er-artister, men nærmere et festfænomen som er kendt i hele verden. At betegne Rednex som havende en skrue halvt løs vil de selv nok mere tage som et kærligt kompliment end en fornærmelse. De gør i hvert fald ikke noget for at holde deres hillbilly-vanvid nede, når de i farmer-outfits bevæbnet med violiner træder ind på scenen og knock-outer alt med sang og dans.
”Cotton Eye Joe” er den onkel man (måske) gerne vil sidde ved siden af til familiefesterne, men helt sikkert gerne vil møde til Oktoberfesten. Videoen har 171 millioner visninger på YouTube og lå nr. 1 på singlehitlisterne i otte lande i 1994.
Den tyske dansetrio har solgt 30 millioner plader over hele verden, og er en af de mest ikoniske artister indenfor eurodance-genren, siden Natalie Horler, Yann Peifer og Manuel Reuter begyndte at samarbejde i 2004.
Deres første og til dato også største hit kom med udgivelsen af deres fortolkning af den eviggrønne kærlighedsbasker ”Everytime We Touch”, der gav Cascada en platinplade for salget, og i dag har mere end 100 millioner visninger på YouTube. I 2010 havde kun David Guetta flere downloads end Cascada.
Cascada har flere gange været på plakaten til Vi Elsker 90’ernes shows og altid fået publikum til at strømme til scenen til Natalie Horlers fortryllende smukke sang.
Det er en utaknemmelig opgave at skulle beskrive Johnny Reimars meritter og betydning for dansk underholdning på få linjer, når han nu har virket som både sanger, guitarist, producer, smølfe-onkel, tekstforfatter og Tv-vært. Det folkelige gennembrud fik han i 1961, hvor han sammen med Clifters satte hjerter og dansegulve i brand.
Til Oktoberfesten iklæder den altid charmerende og smilende dansktopkonge sig tyrolerhatten, griber mikrofonen og giver den hele armen sammen med et feststemt publikum til bl.a. ”Sikke’n Fest” og ”Du burde købe dig en tyrolerhat”.